Erstatning efter trafikuheld

af advokat Anne Koch, RET&RÅD Randers

I 1996 var der 8.075 trafikuheld i Danmark. En del af ulykkerne var solo-ulykker, men størsteparten involverede flere bilister.

I Danmark har vi pligt til at tegne ansvarsforsikring på  vores biler. Dette får i høj grad betydning ved trafikuheld, fordi den enkelte bilist som hovedregel derved undgår selv at skulle betale for den skade, uheldet medfører.

Når forsikringsselskaber skal udbetale erstatning, følger de en lov, der hedder erstatningsansvarsloven. Loven trådte i kraft i 1984 og har til formål at dække tab, som et trafikoffer bliver udsat for i forbindelse med en ulykke.

Det er dog ikke altid, at dette formål bliver opfyldt. Man kan kun få sit tab dækket, hvis tabet kan komme ind under følgende poster:

1.Helbredsudgifter og  “andet tab”

2.Tabt arbejdsfortjeneste

3.Godtgørelse for svie og smerte

4.Mèn

5.Erhvervsevnetab

Hvis man for eksempel er blevet invalid ved en trafikulykke og derfor ikke længere har råd til at beholde sit sommerhus, kan et tab, som man får ved at sælge huset, ikke dækkes. Dette skyldes, at tabet ikke kan placeres under pkt. 1-5.

Man kan spørge sig selv, hvad post 1-5 egentlig dækker over:

Helbredsudgifter og andet tab.

Ved helbredsudgifter forstås først og fremmest medicinudgifter, udgifter til særlig fodtøj samt udgifter til kiropraktor og fysioterapeut. Men man har også mulighed for at få dækket transportudgifter. Hvis man er indlagt på sygehuset, kan også den nærmeste familie, ex. ægtefælle få dækket transportudgifter.

Derudover kan man få dækket ødelagt tøj og briller.

Det er sjældent, der er uenighed med forsikringsselskaberne om, hvilke udgifter man kan få dækket. Derimod er der næsten altid uenighed om i hvor lang tid, man kan få udgiften til ex. kiropraktor dækket.

Mange tror, at forsikringsselskabet skal dække regningen til kiropraktoren indtil, der ikke længere er behov for behandlingerne. Det er en forkert opfattelse - faktisk skal forsikringsselskaberne i henhold til loven kun dække udgiften indtil stationært tidspunktet indtræder. Tilstanden kaldes stationær, når tilstanden næppe kan blive bedre. Det er ofte svært for ofrene at forstå, at deres tilstand skulle være stationær, når de stadig har ondt, og at de samtidig  fremover selv må betale medicinudgifter m.v.

Udtrykket andet tab dækker over ex. tab i forbindelse med forsinkelse af uddannelse eller udgift til ekstraordinært plejebehov.

Tabt arbejdsfortjeneste.

Hvis man i en periode efter ulykken mister sin lønindtægt , har man mulighed for at få dækket den tabte indtægt under pkt. 2.

Mange har hos arbejdsgiveren mulighed for i en vis sygdomsperiode at få fuld løn. Hvis man får fuld løn i hele sygdomsperioden, har man ikke lidt noget tab, og har derfor ikke krav på noget beløb.

Hvis man for eksempel har haft en indtægt på kr. 18.000,00 om måneden, og i sygdomsperioden kun har fået dagpenge med ca. kr. 10.500,00 vil man kunne få kr. 7.500,00 i tabt arbejdsfortjeneste.

Beløbet er skattepligtig, da det jo erstatter en lønindtægt.

For de fleste lønmodtagere er det ikke noget problem at opgøre den tabte arbejdsfortjeneste. Der er straks mere vanskeligt, hvis lønnen består af tillæg og provision, eller hvis trafikofferet er selvstændig erhvervsdrivende eller måske hjemmegående.

Det er i så fald op til offeret at bevise overfor forsikringsselskabet, hvad indtægten kunne være blevet i sygeperioden. Hvis man er hjemmegående husmor, har man mulighed for at få erstatning til eksempelvis ansættelse af en hushjælp. Det er dog ofte meget svært at bevise, at et sådan behov er tilstede.

Tabt arbejdsfortjeneste ydes også kun indtil tilstanden er stationær.

Godtgørelse for svie og smerte.

I henhold til loven har man mulighed for, at få udbetalt et beløb for hver dag man er syg. Beløbet er ikke afhængig af noget tab, idet dette beløb er fastsat på forhånd i loven.

I øjeblikket udgør beløbet kr. 70,- om dagen, for hver dag man er oppegående og  kr. 160,- om dagen, for hver dag man er sygemeldt med behov for at ligge i sengen.

Beløbet ydes også kun indtil tilstanden er stationær, eller til man begynder at arbejde igen. I enkelte tilfælde er godtgørelsen fortsat, hvis man kan bevise overfor forsikringsselskabet, at man på det nærmeste har slæbt sig på arbejde.

Mén.

Når tilstanden er blevet stationær kan det vurderes, om ulykken har medført varige mén for trafikofferet. Kun hvis ménprocenten er mere end 5%, kan man få erstatning for mén.

Forsikringsselskaberne har deres egne læger,  som på baggrund af lægejournaler, sygehusuddrag og speciallægeerklæringer fastsætter ménprocenter. Der er ofte uenighed mellem offeret og forsikringsselskabet om, hvad ménprocenten bør fastsættes til.

Hvis trafikofferet er uenig i forsikringsselskabets afgørelse, har offeret mulighed for at bede Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse.

Arbejdsskadestyrelsen er en objektiv myndighed med en stor erfaring i at fastsætte ménprocent.

Hvis man som offer også synes at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er forkert, er sidste mulighed at indbringe sagen for domstolen.

Méngodtgørelsen fastsættes p.t. med kr. 3.040,- pr. ménprocent.

Der er visse skader som giver en fast ménprocent, forstået på den måde at Arbejdsskadestyrelsen har en méntabel.

Hvis man for eksempel mister et ben, giver dette en ménprocent på 65, hvis man alene taber underbenet, giver dette en ménprocent på 30.

Erhvervsevnetab.

Under posten erhvervsevnetab skal trafikofferet have en erstatning der dækker det tab, som offeret lider, ved ikke at kunne genoptage sit arbejde.

Dette tab fastsættes også af forsikringsselskabets læger med mulighed for at bede Arbejdsskadestyrelsen om en vurdering.

Erhvervsevnetabet beregnes også i procent. Hvis erhvervsevnetabet vurderes til mindre end 15%, får man ikke nogen erstatning.

Erstatningen beregnes i forhold til tidligere års lønindtægt (årsindtægten ganges med seks og derefter med procentsatsen). Hvis man eksempelvis har et erhvervsevnetab på 40%, og man året inden havde en årsindtægt på kr. 250.000,-, vil dette føre til en udbetaling på kr. 600.000,- i erstatning.

Også ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet kan det være vanskeligt for trafikofferet at bevise indtægten. Dette gør sig særligt gældende, hvis man er selvstændig i nystartet forretning.

Som det fremgår, er der mange komplicerede forhold, der skal tages stilling til, hvis man har været udsat for en trafikulykke. De færreste har overskuddet til at kæmpe en lang og sej kamp mod forsikringsselskaberne, og der er formentlig mange trafikofre, der ikke har fået den erstatning, som de egentlig har været berettiget til at få.

De seneste år er antallet af erstatningssager på advokatkontorerne steget.

Dette skyldes blandt andet, at der efterhånden er praksis for, at forsikringsselskaberne betaler advokatsalærer. Trafikofferet har derfor mulighed for at rette henvendelse til advokat uden at blive påført udgifter til salær med videre.